Ved brug af kabooz.dk accepterer du vores privatlivspolitik

Camino med børn

Gå Caminoen med børn

Da drømmene om at gå Caminoen med vores børn blev til virkelighed, tænkte vi meget over at gøre det til en god tur for alle i familien.

Vi har 3 drenge i god fysisk form, så vi var ikke i tvivl om, at de nok skulle klare det fysisk.

Det vi var mest bekymrede for var, at selvom de er aktive, så er deres opfattelse af ferie, ikke at gå omkring 20 kilometer om dagen og heller ikke at sove på fællesrum med en masse fremmede mennesker.

Derfor har vi fokuseret på følgende:

Dage uden gang og kortere dage

Vi lander i Porto kl. 23:00 lokaltid og det vil derfor være sent før vi kommer i seng. Derfor skal vi ikke op næste morgen og vandre.

Det giver os samtidig muligheden for at tage på sightseeing og opleve Porto. Næste dag skal vi bare ned til stranden og så gå ca. 9 km indtil vi kommer til vores næste overnatning som er et strandhotel.

Den rolige start håber vi giver drengene en følelse af at det er ferie og vi øger kun langsomt distancerne de næste dage.

Midt på Caminoruten har vi også en pausedag i et dejligt feriehus og når vi ankommer til Santiago de Compostela har vi også en ekstra dag. Dels så vi kan opleve byen og fejre at vi klarede det, men også så vi kan få et velfortjent hvil inden vi skal til lufthavnen.

Overnatninger

Vi har valgt at booke alle overnatninger hjemmefra, for at være sikre på at finde ordentlige steder.

Det gør også, at vi ikke skal gå rundt i byen for at finde et sted at sove, efter en lang dag hvor vi har gået mange kilometer og samtidig kan vi vise ungerne hvor lækkert vi skal bo hjemmefra.

Vi droppede helt at overnatte på herberg, som ellers er en typisk del af Caminoen. Vi har derimod booket hoteller, lejligheder og feriehuse.

Spisesteder

Hele familien elsker at spise godt og derfor har vi valgt at bo i større byer, hvor vi satser på at udvalget er størst muligt.

Få steder bor vi i mindre byer og her har vi valgt hoteller med restaurant.

Afvekslende rute

Ungerne elsker at bade og havde samtidig et ønske om at gå i bjergene. Vi har derfor valgt at starte turen langs kysten og bo på strandhoteller og samtidig skulle det være den flotteste rute ud af Porto, da man ellers skal gå gennem industrikvarter.

For ikke kun at skulle gå ved kysten og for at komme op i bjergene, valgte vi at forlade kystruten efter 5 dage og fortsætte inde i landet.

Du kan læse om hvordan vi planlagde ruten og overnatninger på vores Camino.

Udstyr til Caminoen

Vi skal gå langt og i meget høj varme. Derfor har vi primært fokus på at ungerne har det rigtige fodtøj og en god rygsæk.

Vi skal kun bo steder hvor der er sengetøj og håndklæder, så derfor skal vi ikke have så meget med os. Derfor har vi købt rygsække der passer til det formål og det betyder samtidig at rygsækken har en størrelse der gør den meget anvendelig som hverdagsrygsæk efter turen.

Størrelsen på rygsækken (22 liter) gør også, at vi kan have den med i flyet og derfor har adgang til alle vores ting i flyet og ikke risikere at noget går i stykker eller baggagen bliver væk.

Som fodtøj har vi valgt at ungerne skal gå i løbesko, med god stødabsorbering. Det er den type fodtøj de er vant til og er velegnet til høj varme og så går vi med meget lidt vægt på ryggen, så vandrestøvler er ikke nødvendigt. Du kan læse om det udstyr vi har med på vores Camino.

ANNONCE

Relaterede artikler