Halvmaraton
“Corona-ferien” betyder at hele min lille familie er hjemme fra skole og arbejde og vi besluttede at flytte skole/hjemmekontor til sommerhuset og nyde det skønne vejr i forbindelse med Påsken.
Jeg har længe gået og tænkt på, at det ville være en fed tur at løbe til sommerhuset, men da mine gamle ben ikke er klar til 30 km endnu, blev planen at familien smed mig af 21 km før sommerhuset.
Starten af turen var på asfalt og i strid modvind langs fjorden, men efter jeg kom over Kronprins Frederiksbroen og gennem Jægerspris ankom jeg til Rejsestalden efter 6 km.
Herefter var de resterende 15 km i Nordskoven, starten fortsat på asfalt, men langt størstedelen på skovstier og fantastisk natur.
Jeg havde planlagt turen, så jeg holdt gåpauser efter hver kilometer og det virkede som altid rigtig godt.
Efter 15 km var jeg stadig helt frisk og selvom jeg egentlig ikke tænkte ret meget, men bare løb, så nåede jeg flere gange at drømme lidt om endnu længere distancer.
Da jeg nåede slutningen af skoven og efter planen kun skulle løbe de sidste 500 meter helt til sommerhuset, måtte jeg indse at min Google Maps planlægning havde slået lidt fejl og jeg manglede derfor 2 kilometer.
Derfor måtte jeg dreje af og løbe rundt og tilbage mod Jægerspris i godt en km inden jeg så vendte om og kunne runde de planlagte 21 km kort før målstregen.
Det var virkelig dårligt for motivationen med den ekstra løbetur efter “målstregen”, men det ødelagde dog ikke den fede følelse af at have fuldført min plan.
Planer om flere halvmaratons og længere ture rumstere allerede i mit hoved.
Relaterede artikler